23948sdkhjf

Det skal der ske med de to Coop-testbutikker

To butikker nåede Coop at rulle ud i Coop-kæden. Men med fredagens udmelding konverteres de snart til et andet Coop-koncept

Det skulle have været startskuddet på en lang række af butiksåbninger. 

250 for at være helt specifik - og de skulle have indbragt Coop-koncernen 25 mia. kr. årligt. 

Men fredag blev Coop-kædeprojektet lukket endegyldigt - på kraftig opfordring fra OK, den nye ejer af Coop. 

- Vores erfaringer viser, at kunderne foretrækker SuperBrugsen og Kvickly. Det tager vi konsekvensen af og sætter nu fuld fokus på vores kendte brands. Det betyder også, at de tilbageværende Irma-butikker bliver til SuperBrugsen i stedet for til Coop-kædebutikker, sagde Kræn Østergaard Nielsen fredag.

To testbutikker nåede at blive etableret - og syv mere var på vej gennem de snart forhenværende Irma-butikker i København og omegn. 

Fremtidens Coop v. 2.0

  • Coop præsenterede i slutningen af januar 2023 strategien "Fremtidens Coop", der involverede følgende:
  • Man ville samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skulle hedde Coop.
  • Den plan er efterfølgende - med den nye aftale - blevet justeret. 
  • Coop-kæden droppes igen - og i fremtiden skal Coop stå på fire forretningsben: 
  • SuperBrugsen, Kvickly, 365discount og Brugsen. 
  • Indtil januar 2023 havde man Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping ogCoop.dk MAD.

Kilde: Coop

Men inden det kom så langt, blev Coop-kæden lagt i graven - og fremtiden for de tilbageværende Coop-buikker i Hinnerup og Codanhus er allerede på plads. 

- De bliver omdannet til SuperBrugsen og åbner som sådan i begyndelsen af maj, oplyser informationsdirektør Jens Juul Nielsen til RetailNews. 

Det grønne inventar, som skulle være kendetegnende for den nye supermarkedskæde, er informationsdirektøren heller ikke nervøs for genbrugen af. 

- Meget kan fortsat anvendes, så det bliver ikke store mængder, der er tale om - udover to facadeskilte, siger han. 

Følgende Irma'er bliver i stedet til nye SuperBrugsen-butikker

  • Hørsholm Midtpunkt
  • Søborg Hovedgade
  • Ordrupvej
  • Østerport St.
  • Frederiksborggade
  • Amager Center
  • Svanemøllen
  • Den ottende Irma-butik - Platanvej - skal i stedet omdannes til en Brugsen.

Kilde: Irma/Coop

Tavs direktør

Siden nyheden om skrinlæggelsen af Coop-kæden breakede fredag, har koncerndirektør Allan Kristoffersen, der har ansvaret for blandt andet Coop-kæden, ikke udtalt sig. 

Og da RetailNews henvender sig for et interview, henviser han til Jens Juul Nielsen - der informerer om, at "Allan gerne vil vente til efter landsrådsmødet med at udtale sig". 

Informationsdirektøren vil over for RetailNews heller ikke oplyse, hvad det har kostet Coop-koncernen at lancere Coop-kæden, men fastslår, at det "med to testbutikker trods alt er begrænset". 

Det ventes, at den samlede Coop-koncern præsenterer et 2023-regnskab lig dét, dagligvaregiganten lancerede i 2022, hvor tallene var blodrøde. 

Regnskabet præsenteres i første omgang for en lukket forsamling ved et landsrådsmøde i den kommende weekend - og ventes offentliggjort for omverdenen i den efterfølgende uge. 

RetailNews har samlet alle artikler om de seneste dages Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.

Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.764